Abstract
I denne artikel tager jeg udgangspunkt i Bache-Wiigs artikel for at trække ideen om det fremmede barn ind i en globaliseringstid, hvor det fremmede barn ofte er ”fremmed” i den forstand, at det tilhører en anden nation. Det drejer sig om et udenlandsk barn, der skaber ubehag på en måde, der kan være skræmmende og underfuld på samme tid. Lars Saabye Christensens Modellen (2005) er et glimrende eksempel – ikke kun fordi romanen fremstiller et fremmed (estisk) barn simultant som en romantisk inspirationskilde og et forsømt barn udsat for overgreb, men fordi barnet fungerer i begge roller, samtidigt, vis-à-vis samme (norske) person. Den, der forgriber sig på barnet, er også den, der bliver inspireret. Situationen kompliceres yderligere ved at flere kunstnerfigurer forholder sig til barnet på hver sin måde, medialt, tekstuelt så vel som etisk. Hvor Bache-Wiig for eksempel diskuterer den europæiske presses 1700-tals interesse for vilde børn – opvokset i skoven, udenfor civilisationen – som kunne fungere som ”prøvesteiner for tidas pedagogiske idealer” (BacheWiig 2001, 97), fungerer barnet i Saabye Christensens tekst som en prøvesten for tidens etiske idealer. Det er en moralsk skrækfortælling med metapoetiske dimensioner, rettet mod den voksne som et etisk og æstetisk sammensat menneske. [...]
Dette er et kapittel i boken Modernitet, barndom, historie. Festskrift til Harald Bache-Wiig, Åse Marie Ommundsen; Per Thomas Andersen & Liv Bliksrud (Red.). © 2016 Novus forlag