Abstract
Den nordlige del af Hardangerjøkulen har gennem de seneste knap 50 år været et kendt udflugtsmål for forskere og undervisningsgrupper. Resultatet af dette er, at der i dag findes en stor mængde kortlægninger fra området, hvilket har gjort datagrundlaget i regionen robust. Med dette som udgangspunkt blev feltundersøgelser udført i sensommeren 2010 i et forsøg på at kortlægge og analysere området mellem Bukkeskinsbreen og Midtdalsbreen, som ligger udenfor den Lille Istids maksimumsudbredelse. Der var forud for undersøgelsen blevet fundet krydsende skurestriber, og der var således indledningsvis incitament for tolke dette, som tilstedeværelsen af mindst to bevægelsesretninger.
Under det tre uger lange indsamlingsarbejde blev både skurestriber af forskellige størrelser, brud‐ og sprækkemærker, enkelte p‐former, roche moutonneés samt whalebacks observeret. Den efterfølgende behandling af disse viste, at der var tale om mindst tre forskellige retningssystemer. En fjerde retning blev antydet, men mængden af data var ikke stor nok til, at en endelig retning med sikkerhed kunne udledes. De sikre retninger blev inddelt i tre sektorer; A, B og C, efter deres relative orientering. A, der blev bekræftet som den yngste af de tre, stod for en solid del af det samlede datasæt og var orienteret i en nord‐nordøstlig retning strålende ud fra Hardangerjøkulen. Sektor A blev korreleret til Erdalen Event omkring 10.300 cal. BP og havde tilnærmelsesvis samme orientering som bevægelsesretningen under den Lille Istid. Sektor B, som havde en nordlig orientering, kunne på grund af beskaffenheden og mængden af data ikke knyttes til en glacialhistorisk begivenhed, og den eneste konklusion, som kunne drages, var, at denne med sikkerhed var ældre end sektor A. Sektor C var også velrepræsenteret i datasættet og blev koblet til det Preboreale fremstød ved Hardangerjøkulen omkring 11.300 cal. BP, hvor isstrømmen fra Hardangerjøkulen konvergerede i den vestlige del af Finsedalen med en anden isstrøm fra nord og fortsatte mod Eidfjorden i vest.
På baggrund af sammenhængen mellem sektorerne og det glacialhistoriske forløb på Finse blev en paleoklimatisk rekonstruktion udført for Erdalen Event ved Midtdalsbreen. Ligeledes blev en fremskrivning af de klimabetingelser, som ville forårsage en bortsmeltning af Hardangerjøkulen, tilvejebragt. Konklusionen var, at Midtdalsbreen under Erdalen Event, hvor gennemsnitstemperatur var omkring 1,5 °C koldere, angiveligt nåede sin maksimumsudbredelse i Finsedalen i en højde af 1240 m.o.h., hvilket er omtrent en 1 km længere borte end under den Lille Istid. Ligevægtslinjen ville på dette tidspunkt have været beliggende i 1420 m.o.h., således at arealet på gletscheren var cirka 6,5 km2.
Hardangerjøkulens smeltetærskel blev anslået til at være ved en temperaturstigning omkring 2‐3 °C, hvor den allerede ved 2 °C ville have mistet så meget af akkumulationsområdet, at den omsider ville smelte bort. Ved 3° C ville ligevægtslinjen ligge over plateauets højde, hvorfor gletscheren indenfor relativt kort tid ville smelte bort.