Abstract
Formålet med denne disputats har været at undersøge om der er hold i den påstand, som blev fremsat, med pave emeritus Benedikt XVI i spidsen, og til stadighed fremsættes af konservative kræfter, nemlig at den rette fortolkning af Det andet Vatikankoncil entydigt kræver, at 2. Vatikankoncil’s skrifter læses med ”kontinuitetens hermeneutiske” briller, således at der ikke kan være og ikke er et brud mellem det, Kirken var og lærte før koncilet, og det Kirken lærer og er i dag.
Hvis denne ultrakonservative påstand ikke kunne verificeres, var opgaven endvidere at forsøge at påvise nogle af de brud med fortiden, der kunne berettige at betegne Det andet Vatikankoncil som et nybrud i Den katolske Kirke.
Undersøgelsen ser dels på strukturelle forhold i Kirken som institution – forholdet mellem lægfolk og hierarki, mellem læremyndighed og videnskab – dels på forholdet mellem Kirken og de omgivende samfund – magt og privilegier, tros- og samvittighedsfrihed – og endelig undersøges den teologisk selvforståelse bag en åbenbaringsteologi med store implikationer både for Kirken internt, i form af en ekstrem mariologi, og i forhold til andre kirkesamfund.